torsdag den 22. januar 2015

Goddag til den første meget tynde is


Det er vejret der bestemmer, når vi ror. Denne onsdag skulle vi have sat ud fra Ejby havn og roet syd over. Men 15 cm sne og en stejl tilkørselsvej, fik os til at ændre udsætningsstedet til Vellerup vig. Der var godt blødt helt fremme ved vandet, men vi sad ikke fast med bil og trailer.

Temperaturen var et par graders varme, men næsten ingen vind, så det føltes ikke slemt. Ingen nedbør mens vi pakkede kajakkerne, men så begyndte der at komme sludbyger. De varede ved på hele turen frem til frokoststedet og sigtbarheden var tilsvarende ringe, vi kunne lige ane modsatte side af fjorden.

Da vi nærmede os frokoststedet lige efter Bramsnæs begyndte vi at ro i meget tynd is visse steder, ikke noget der var generende. Der kom sludbyger stadigvæk.

Vi fik hurtigt frokosttingene ud ad lugerne og lukket kajakkerne af for nedbør.

Jeg havde et gammelt cykelregnslag med, som jeg tog over tørdragten, så jeg ikke blev ekstra våd, mens jeg spiste. Og den stump liggeunderlag, som jeg ror med under fodsparket, tog jeg ud og brugte til at have fødderne på under frokosten. Et par gamle skydevanter fuldendte udrustningen.

Jeg havde suppe med, det samme havde Jens. Elgjægeren havde trangia og biksemad med, samt varm chokolade. Vi holdt en hyggelig frokost, der sluttede af med Jakobs medbragte kage og småkager fra Palle.

Trods el-sokker og andre varmeløsninger, så er det om fødderne vi alle kommer til at fryse. Det kan være meget eller lidt, men ingen har fundet den geniale løsning. Noget lavteknologisk som hjælper er at gå, så alle gik en tur langs vandet efter frokost.

Det klarede op på tilbagevejen og der var flotte kig ud over fjorden. Traditionen tro sluttede vi af med kaffe og resten af kagen efter at kajakkerne var var lagt på bilerne. 

Da vi havde trailer med fik vi lov til at køre op på den faste vej først. Vi sad ikke fast og vi ventede til at vi havde set at de andre biler heller ikke sad fast.

Vi var 6 der roede 17 km denne dag der allerede er blevet 1 time længere.




Ingen kommentarer: